Når dyr får kræft

- information om kræftramte hunde og katte

En katteejers egen fortælling

Erfaring ved behandling af katten Luki med kemoterapi mod lymfekræft

At leve med en kat med kræft.

 

 

 

Følgende er mine oplevelser med min kat, som fik konstateret instestinal lymfom rolig og sød kat på et tæppe(lymfekræft i tarmen), og som er i behandling med kemoterapi. Det er min beretning om mine erfaringer med at leve med min kræftsyge kat. Jeg vil give mine bud på, hvad man skal tage i betragtning, når man vælger at lade sin kræftsyge kat behandle hos en dyrlæge-onkolog. Man skal også forholde sig til, at man påtager sig rollen som sygeplejerske for sin kat, og at man skal give pleje og omsorg, og at dette vil vare ved resten af kattens liv.

 

Før kræftdiagnosen

Når man har anskaffet sig en kat og har levet sammen med den i mange år, hvor den har været et højt elsket medlem af familien, er det en stor grund til bekymring, når den viser tegn på, at den ikke har det godt og måske er syg. Min kat tabte sig og begyndte at få diarré. Dette fik mig til at tage den til dyrlægen, hvor den blev undersøgt grundigt, og hvor forskellige behandlinger med antibiotika blev sat i gang, hver gang dog uden at hjælpe på diarréen. Og katten tabte sig støt for hver gang, vi var af sted til dyrlægen. Dyrlægen foreslog, at katten blev indlagt til operation for at få taget biopsier af tyndtarmen, hvilket jeg indvilligede i. Jeg havde jo tegnet en sygeforsikring til min kat, så jeg behøvede ikke at bekymre mig om regningen.

Da dyrlægen informerede mig om, at katten havde kræft, var det et chok for mig. Jeg havde fuldstændigt fortrængt, at jeg havde læst på internettet, at længerevarende diarré og tarmbetændelse kan være et symptom på kræft.  Jeg stod med nogle af de samme følelser af hjælpeløshed, fortvivlelse og bekymring, som da medlemmer af min familie fik en kræftdiagnose. Heldigvis har en gruppe dyrlæger efteruddannet sig til specialister i kræftsygdomme, onkologi, og min dyrlæge henviste mig til Helle Johansen på Bygholm Dyrehospital, Horsens, som har efteruddannet sig til onkolog. Helle fik min kats journal sendt til gennemlæsning og vurdering, og jeg tog kontakt med hende for at få oplysninger om:

  • Prognosen for den konkrete kræftform
  • Pris for behandling, både for konsultation og for medicin
  • Forløbet af en eventuel behandling

Når man har fået oplysninger af onkologen om behandlingsmulighed, prognose, pris, og hvordan forløbet forventes at være, skal man tage stilling til, om man skal lade sin kat gennemgå en behandling. Der vil være flere faktorer, som man skal tage stilling til. Heraf kan nævnes dem, som jeg selv måtte tage i betragtning:

  • Egner ens kat sig til en livsvarig behandling, hvis kræften ikke kan fjernes helt?
  • Har man råd til behandlingen?
  • Har man mulighed for at transportere katten og sig selv mange kilometer væk til onkologens dyrehospital til behandling?

Dette er nogle af de ting, som man umiddelbart skal forholde sig til. Hvis katten har et temperament som gør, at det er traumatisk for den at skulle til dyrlæge ofte, at det vil være forbundet med besvær at tage blodprøver fra den og/eller lave undersøgelser f.eks. ultralydsscanning uden at skulle bedøve den, eller hvis den sidder og skriger og vælter sig rundt inde i transportkassen under transporten i op til flere timer til og fra onkologen, vil man måske blive nødt til at indse, at det af hensyn til katten bliver nødvendigt at tage afsked og lade den aflive, uanset at der er gode behandlingsmuligheder og at prognosen anses som god.

Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at have tegnet en sygeforsikring til sit dyr, så man kan lade sit dyr gennemgå nødvendige behandlinger hos dyrlægen uden at skulle bekymre sig ret meget om, om man har råd til dem. Og et abonnement hos Falck for sygetransport af kæledyr er god at have for os, som ikke har en bil til rådighed.

Prognosen for den type kræft, som min kat var blevet diagnosticeret med, var god, fik jeg at vide af Helle Johansen. Jeg havde sygeforsikringen, og jeg fik lovning om støtte fra familie og venner til at klare regningen, hvis det blev nødvendigt. Og heldigvis er min kat rolig under transport med bil, så det var ikke noget problem at skulle køre langt med den.

Når man er nået så langt i sine overvejelser om, hvorvidt ens dyr skal gennemgå behandling hos onkolog, at man tager beslutningen, er det sammen med onkologen, at man planlægger det næste skridt: At komme i gang med behandling så hurtigt, det er muligt. Så der blev truffet en aftale om, at min kat og jeg kom til Bygholm Dyrehospital, Horsens, til den første konsultation.

 

Behandling hos onkologen.

Afhængigt af hvilket kræftform ens kat lider af, vil en behandling hos onkologen være et intensivt forløb igennem et tidsrum varende nogle måneder. Denne tid opleves meget intenst. Man skal af sted til behandling med sin kat jævnligt igennem nogle måneder, katten vil være præget af sin sygdom i starten, og man vil langsomt kunne se en bedring af tilstanden, og at katten begynder at tage på i vægt igen. Det var en følelsesbelastet tid for mig, frygten var stor og bekymringerne mange, indtil jeg så, at min kat reagerede godt på behandlingen. Jeg skulle til at vænne mig til at give medicin på faste tidspunkter, og der var brug for specielt foder til at få katten til at spise igen. Glæden ved at se, at kræften var ved at være overvundet, var stor, men jeg var stadig bekymret. Jeg observerede katten hele tiden, og enhver lille ting blev ofte fortolket til, at faren ikke var drevet over endnu.

Jeg havde stor glæde af at læse og poste på et engelsksproget forum på internettet kaldt Feline Lymphoma, hvor jeg kunne komme i kontakt med andre, som stod eller havde stået i den samme situation, som jeg stod i. Der findes fora for andre kræftformer også. Jeg oplevede, at det var svært at tale med andre om situationen; folk generelt er ikke oplyste om, at dyr kan behandles for kræft, og jeg måtte ofte lægge ører til bemærkninger om de skrækkelige bivirkninger, som en kemoterapi har hos mennesker, når jeg fortalte, at min kat er i behandling med kemoterapi. Det kan være udmattende at skulle forklare og fortælle hele tiden, så det kan være en lettelse at kommunikere med andre, som står i den samme situation og som ved, hvad man gennemgår. Folk, som er på disse fora, er meget medfølende, og der er meget trøst at hente, hvis man er ked af, at ens dyr ikke har det så godt. Selv om det er fremmede mennesker på internettet, er det til stor hjælp at modtage opmuntring og trøst fra nogen, som ved, hvad det er, man gennemgår, for de er eller har selv været i den samme situation.

Perioden med behandling hos onkologen gik godt, og der blev truffet aftale om, at vores egen dyrlæge kunne overtage den fremtidige kontrol i samarbejde med onkologen.

Jeg fik selv stress-relaterede symptomer som en reaktion, efter min kat var i bedring, hvor jeg blev hæs og tabte mig. En aftale hos en øre-, næse-, halsspecialist blev lavet, og heldigvis var der ikke noget i vejen med mig andet end en stressreaktion ovenpå hele forløbet med min kats sygdom. Det er vigtigt, at man sørger for sig selv også, hvis man får symptomer som vægttab, træthed og mere specifikke ting, at man bliver undersøgt ordentligt. Dyret har brug for en rask ejer til at give det omsorg og pleje!

 

Tiden efter og resten af kattens liv.

Da kræften ikke er forsvundet men kun holdt i skak, er meget forandret i forhold til det liv, som jeg havde med min kat, før den blev syg.

Tiden efter de hyppige konsultationer hos onkologen vil man som regel ikke kunne hente megen oplysning om undtagen hos dem, som selv har prøvet at være i den situation. Da jeg startede min rejse ind i kræftens land sammen med min kat, var jeg ikke i stand til at kunne se længere frem end til den første intense tid med hyppige besøg hos onkologen.

Det begyndte at blive hverdag igen trods alt. Jeg blev mindre bekymret, da katten havde det godt og var blevet dejlig buttet igen. Medicingivningen begyndte at blive lettere, da den havde vænnet sig til, at det hører til at få piller dagligt eller hver anden dag. Kontrolbesøg hos egen dyrlæge føltes nemmere, da vi nu ikke skulle køre langt.

Der er kommet mange udgifter til, som jeg nok havde vidst ville komme, men som jeg ikke kendte omfanget af eller havde kunnet forudse. Der er udgifter til:

  • Kontrolblodprøver
    • Der skal tages kontrolblodprøver jævnligt, så onkologen kan kontrollere virkning of bivirkninger af kemoterapi.
  • Medicin o.a.
    • Man betaler fuld pris for medicin til dyr, der er ingen tilskud at få til dem. Og man skal måske bruge flere forskellige slags medicin. Også medicin imod bivirkninger af selve behandlingen kan være nødvendig, f.eks. kvalmestillende medicin.
    • For medicin, som skal gives som indsprøjtninger, skal man købe sprøjter og kanyler.
  • Specielt foder i perioder
    • For at få min kat til at spise igen og tage på gav jeg den dåsemad, som er dyrere end den tørfoder, som den havde fået før. Den er dog begyndt at spise tørfoder igen. Men i perioder, hvor appetitten var lille, måtte jeg kræse op med lækkert dåsemad. Også tilstanden i kattens tarm, som ikke er blevet normaliseret, har krævet specialfoder i perioder.
    • Der er behov for probiotisk pasta på grund af bakterier i tyndtarmen.
  • Øgede udgifter til kattegrus o.a.
    • Da min kat stadig har diarré, er mine udgifter til kattegrus blevet fordoblet. Jeg har været nødt til at købe en blespand med specialposer for bedre at kunne kontrollere lugtgener i hjemmet.
  • Udgifter til nitril-gummihandsker til brug ved håndtering af kemo-medicin og tømning af kattebakke og optørring af opkast.

Som plejer af min kat har jeg skullet indstille mig på, at opgaven varer resten af min kats liv. Det betyder bl.a. at jeg ikke kan tage hjemmefra i flere dage mere. Min kat skal have sin medicin, og det er kun mig, som kan give den det. Det er et offer, som jeg gerne giver, da min kats liv er vigtigere for mig end at komme på ferier.

Jeg har oplevet, at mit samvær med min kat er blevet mere inderligt. Der er kommet en følelse af, at livet er så skrøbeligt, at det drejer sig om at nyde nuet med min kat, da den er alvorligt syg, og at den lever på lånt tid. Når man ser den, ser den ud som en rask kat, buttet og godt tilpas. Det eneste ydre tegn på kræften er de barberede pletter på halsen eller på forbenene efter blodprøvetagningerne. Jeg observerer den konstant, og jeg er opmærksom på ethvert lille symptom; om den nu spiser godt nok, om den ser ud til at have det godt, osv. Bekymringen for katten er ikke længere væk, end at der ikke skal meget til, for at den kommer igen.

Jeg er på det rene med, at det er katten selv, som skal kæmpe sin kamp imod kræften. Alt, hvad jeg kan gøre for den, er at give den den kærlighed og omsorg, som den har brug for, for at den kan have den livskvalitet, som giver den lyst til at leve og til at kæmpe for sit liv. Og jeg har påtaget mig at stille alt, hvad den har brug for til sin kamp, til rådighed. Som plejer og omsorgsgiver skal jeg give den kærlighed og omsorg og stille den medicin, som den har brug for, til rådighed for den. Og jeg får i tusindfold igen fra min kat i form af en inderlig kærlighed, som jeg ikke synes, jeg fik før. Den har tillid til mig, og det er som om, at den selv forstår, at jeg gør alt, som jeg kan, for at den kan leve og have det godt. Eller sådan føles det. Og hvis den taber sin kamp imod kræften, vil jeg også have det mod og den styrke, som kræves for at give den sidste kærlighedsgave, at hjælpe den til ikke at lide mere.