Når dyr får kræft

- information om kræft hos hunde og katte

Hvordan foregår kemoterapi i praksis?

Kemoterapi

Der er forskellige former for kemoterapi. Det er en væsentlig del af kemoterapien, der foregår via intravenøs terapi gennem drop.

Der er dog forskellige kræfttyper, som bedre kan behandles med piller eller kapsler.

Du kan normalt ikke få udleveret kemo-tabletter til hjemmebehandling. Det er der flere årsager til. Det er medicin, som under ingen omstændigheder må anvendes forkert på grund af fejltagelser eller misforståelser. Det må heller ikke kunne findes og anvendes af andre personer end dem, der har særlig forstand på det. Især må børn ikke have mulighed for at finde og håndtere kemomedicin. Nogle former for medicin er lavet som kapsler, som er blå ligesom det slik, der hedder M&M.

 

De kræftformer, som kan behandles med kapsler eller tabletter, bliver måske kun behandlet en gang hver 3. uge. Når der gives kemoterapi, skal der tages blodprøver med jævne mellemrum for at se, om lever og nyrer kan klare omsætning og udskillelse af stofferne, og om knoglemarven kan følge med i produktion af nye blodceller.

 

For en del kræftformer, især lymfekræft, er der en behandlingsplan, kaldet protokol, som angiver, at medicinen skal gives en gang om ugen 12 uger i træk, dog med en enkelt pauseuge. Selvom behandlingen sker ugentligt, skal der tages blodprøve hver gang for at se, om hunden/katten tåler medicinen.

Prøver og indgivelse af medicin tager typisk et par timer. På nogle klinikker/hospitaler vil man foretrække, du afleverer din hund/kat først på dagen og henter den igen senere om eftermiddagen. Andre steder kan du vente og tage dit kæledyr med dig igen straks efter behandlingens afslutning.

Læs om Tarzan og Luki, der begge har fået kemoterapi som tabletter.