Når dyr får kræft

- information om kræftramte hunde og katte

Operation for kræft

Kirurgi

Kirurgi kan være første valg af behandling ved stort set alle cancerlidelser (med multicentrisk lymfom som en undtagelse). Kirurgi kan være eneste behandling, eller foretages i kombination med eksempelvis kemoterapi og/eller strålebehandling.

Ved tidlig diagnostik af kræft (før metastasering) kan kirurgi være helbredende.

 

Det er essentielt at kende typen af kræft og udbredelsen af denne før operation for at kunne opnå den bedste effekt af indgrebet. I tilfælde med ondartede knuder er det vigtigt at være radikal for at få fjernet al forandret væv. Efterfølgende suturering af større sår kan kræve omfattende plastisk kirurgiske teknikker. Disse bør være forberedt før operation.