Når dyr får kræft

- information om kræft hos hunde og katte
  • Lymfekræft

Lymfekræft - lymphom

Indsæt underoverskrift her

Lymphom (lymfekirtelkræft) hos hund.

 

Lymphom (også kaldet lymphosarcom) er en kræftlidelse i lymfocytterne. Lymfocytter er en type hvide blodceller der stammer fra lymfeknuderne og knoglemarven. De kræftsyge lymfocytter kan sprede sig til andre lymfeknuder og kroppens større organer – typisk lever og milt.

 

Der findes flere forskellig typer af lymfocytter. Nogle kaldes B-celler som er ansvarlig for produktionen af antistoffer og andre kaldes T-celler, der er ansvarlige for en produktion af kemiske  forsvarsstoffer i forbindelse med en infektion i kroppen. Lymphom i T-cellerne har en dårligere prognose  end lymphom i B-cellerne.

 

Årsagen til udvikling at kræftsygdommen lymphom hos hunde er ukendt. Sygdommen kan opstå hos hunde i alle aldre, men ses hyppigst hos hunde i alderen 5 til 9 år. Lymphom forekommer lige hyppigt hos tævehunde som hos hanhunde. Man har mistanke om en genetisk disponering for lymphom hos visse hunderacer som f.eks. Golden retriever, Flat Coat retriever, Boxer og Skotsk Terrier.

 

Et af de hyppigste symptomer på lymphom er forstørrede lymfeknuder, som man tydeligt kan føle f.eks. på halsen lige under kæbegrene, i armhulerne og i knæbøjningen. Mange hunde udviser ikke andre symptomer i starten end hævede lymfeknuder. Derudover kan der opstå uspecifikke symptomer som træthed, appetitløshed, vægttab, diarré, kortåndethed, synkebesvær, øget tørst og øget urinering. Ud over lymfeknuderne, kan lymphom også findes i lever, milt, nyrer, lunger, tarmkanalen, knoglemarven, øjne, centralnervesystemet og i huden.

 

Til en start kan mistanken om diagnosen lymphom stilles på en lille nålebiopsi fra en af de hævede lymfeknuder. En nålebiopsi er en hurtig og næsten smertefri metode, hvor man vha. en lille kanyle udtager en smule celler fra en af de hævede lymfeknuder. Dette kan gøre uden bedøvelse af hunden. Celleprøven påføres en lille glasplade. Herefter tørres og farves cellerne med kemiske farvevæsker. Gennem et mikroskop kan man nu afgøre om cellerne er af typen der er forenelig med diagnose lymphom.

 

Er der tvivl om diagnosen, kan en sikker diagnose stilles ved at udtage et vævsstykke (biopsi) fra en af de hævede lymfeknuder – eller en af de hævede lymfeknuder opereres ud. I begge tilfælde sendes vævet til et laboratorium, der gennem vævsanalyse ud over at afgøre om der er tale om lymphom, også kan test for hvorvidt der er tale om en type B- eller T-celle. Dette har bl.a. betydning for hvor effektiv man kan forvente en kemoterapi vil være, og dermed hvor god en prognose man kan stille i udsigt.

 

Samtidig gennemføres en stadiebestemmelse, som er en undersøgelsesproces, hvorigennem man kan fastslå hvor fremskreden kræften er i kroppen. Til denne undersøgelse hører bl.a. analyse af blodceller, blodkemi, urinanalyse, røntgen af bryst- og bughule samt ultralydsundersøgelser. I visse tilfælde kan komme på tale, at undersøge knoglemarven, for at afgøre om der er sket spredninger hertil. Såfremt der kan konstateres spredninger til knoglemarven, betyder det, at kræften har nået et meget fremskredet stadium.

 

De forskellige stadieinddelinger er som følger:

 

Stadie I:               Lymphom fundet i en enkelt lymfeknude.

Stade II:              Lymphom i flere lymfeknuder i et område.

Stadie III:            Lymphom i alle lymfeknuder.

Stadie IV:            Lymphom i lever, milt og/eller lymfeknuder i brysthule

Stadie V:  Lymphom i blod, knoglemarv, hud, øje eller andre større organer, og/eller nervesystemet.

 

 

 

 

Derudover inddeles stadierne i undergruppe ”a” eller ”b”:

 

Undergruppe ”a”:                        ingen kliniske symptomer i øvrigt.

Undergruppe ”b”:                       kliniske symptomer er til stede, f.eks. opkastninger, diarré, vægttab etc.

 

Den foretrukne behandingsform mod lymphom er kemoterapi af den type, hvor flere forskellige medicintyper kombineres efter en helt bestemt plan, også kaldet en protokol. Der findes flere forskelle kemo-protokoller, og de justeres og opdateres jævnligt, når ny viden kan bidrage til en optimering. Hunde tåler generelt kemoterapi godt, uden de store bivirkninger, som ses hos mennesker. Desuden anvendes der generelt doser på 1/3-del af den dosis der anvendes til mennesker.

 

Der kan også anvendes en protokol hvor der kun gives én type kemoterapi. Denne protokol kan anvendes som førstevalg, men anvendes typisk som ”redningsterapi” når effekten af første protokol ophører.

 

Det anbefales ikke, at der gives prednisolon inden opstarten på kemoterapien. Hunde der modtager prednisolon i mere end 7 dage før opstarten på kemoterapien, har en tendens til at udvise større resistens over for kemoterapien, og dermed mindre sandsynlighed for remission (forsvinden af symptomer på lymphom), og en kortere remissionstid. Prednisolon vil virke som en kemoterapi, og vil godt nok kunne resultere i remission i 2-3 måneder, men samtidig er der stor risiko for, at det kan resultere i kræftceller der er mere resistente for yderligere kemoterapi – og dermed afskære hunden for yderligere behandlingsmuligheder. Hunden med hypercalcæmi (sygelig forhøjet kalk-indhold i blodet), undergruppe ”b”, type T-celle-lymphom eller det fremskredne stadie V af sygdommen har også en øget sandsynlighed for en kortere remissionstid.

 

Målet med at iværksætte en kemoterapi mod lidelsen lymphom, er ikke at helbrede, men at opnå så lang en remissionstid som muligt – altså en så lang livsforlængelse som muligt. En remissionstid defineres som en tilstand, hvor alle kliniske symptomer på lymphom forsvinder – både dem der kan findes ved klinisk undersøgelse, men også ved laboratorietest. Uden behandling vil den gennemsnitlige overlevelsestid være 4-6 uger. Hvis behandlingen består af prednisolon alene, vil man kunne lægge yderligere et par måneder til. Med kemoterapi vil hunde med stadie IIIa lymphom have 80% chance for at komme i fuldstændig remission, og i gennemsnit varer denne remission i omkring et års tid, og 25% er stadig i live efter 2 år.

 

Afhængig af hvilken protokol der anvendes, gives behandlingen fra en gang om ugen gennem 12 uger til én gang hver 3.-4. uge typisk 6 gange. Hunden skal afleveres om morgenen på behandlingsdagen. Der skal bl.a. analyseres en blodprøve, for at afgøre om der skal ske ændringer i behandlingsprotokollen, inden selve medicinen bestilles og afhentes på apoteket. Herefter foregår selve behandlingen, og hunden kan typisk hjemsendes igen fra tidligt på eftermiddagen.

 

Bivirkningerne er som regel minimale og vil kunne observeres 1-2 døgn efter hver behandling. Bivirkningerne vil typisk kunne være en eller flere af følgende: nedsat appetit, opkastning, diarré og et fald i antallet af hvide blodceller. Ved den anvendte protokol er der ca. 25% risiko for milde til moderate bivirkninger efter hver behandling. Oftest er det milde kortvarige symptomer som opkastninger og/eller diarré, der ikke kræver indlæggelse. Der er mindre en 5% risiko for alvorlige tilfælde af opkastninger og/eller diarré eller blodforgiftning (som følge af for kraftigt et fald i hvide blodlegemer). Skulle dette alligevel ske, vil det udgøre en livstruende situation, og derfor kræve indlæggelse på dyrehospitalet.