Når dyr får kræft

- information om kræft hos hunde og katte

Kræft i knoglerne

Diagnose og behandling af knoglekræft hos kat

 

Knoglekræft opstår som navnet antyder i knoglerne. Knoglekræft er sjælden hos kat. Sygdommen ses oftest hos midaldrende til gamle katte. Der er ingen kønsforskel mht. risiko.

Kræft i knoglerne hos kat opfører sig som hos hund, dog meget mindre aggressivt. I modsætning til hund ses sjældent spredning ud i kroppen.

Undersøgelse hos dyrlægen i forbindelsen med knoglekræft skal give svar på følgende spørgsmål:

 

Hvad er det?

Diagnosen stilles ofte ved hjælp af røntgenundersøgelse. Når kattens symptomer og røntgenfoto giver mistanke til knoglekræft, vil dyrlægen ofte anbefale at udtage en prøve fra det forandrede knoglevæv.

Det kan være en celleprøve. Det kan også være en knoglebiopsi, som er en prøve, hvor dyrlægen udtager et stykke væv fra knoglen, mens katten er i bedøvelse. Disse prøver af knoglesvulsten er vigtige, da der findes andre mere godartede lidelser i knogler, som på røntgenfoto kan ligne knoglekræft

 

Hvor er det?

Knoglekræft ses lige hyppigt i lemmernes knogler som i resten af skelettet. Findes oftere i bagben end forben.

Hos kat findes knoglekræft udover i lemmerne ofte i kraniet og bækkenknogle, men kan også ses i ribben og ryghvirvler.

De undersøgelser dyrlægen foretager i forbindelse med knoglekræft har blandt andet til formål at finde kræften samt lede efter eventuel spredning i kroppen. Knoglekræft hos kat spreder sig typisk via blodet til lungerne.

 

Hvor slemt er det?

Spredning af knoglekræft er sjælden og ses kun i 10% af tilfældene. Alligevel er det klogt inden beslutning om en eventuel behandling at undersøge katten for, om kræften har spredt sig.

Når dyrlægen har undersøgt katten grundigt og der evt. er taget prøve af knoglen, kan der gives et billede af fremtidsudsigten. I den forbindelse kan dyrlægen givet et forslag til eventuelle behandlingsmuligheder

 

Behandling af knoglekræft

Aggressiv kirurgisk fjernelse af kræften er ofte helbredende hos katte med knoglekræft. Derfor anbefales amputation, hvis kræften sidder i et ben. Fremtidsudsigten for katte med knoglekræft er således meget bedre end det, vi ser hos hund.